Skip to content

Er det sikkert at tage på ski 2021? I en COVID-19-kontekst?

Indtil midten af sidste skisæson (marts 2020) var sikkerhedsspørgsmål møntet på passiv sikkerhed som hjelm og rygskjold og aktiv sikkerhed som at kontrollere farten, at kunne løbe uden om forhindringer og at kunne bremse i god tid og afstand. Med europæisk epicenter i italienske Bergamo, som mange danske skiturister flyver til og fra og med østrigske Ischgl som superspreder-destination, går sikkerhedsspørgsmål anno 2021-sæsonen ikke så meget på, hvordan dine bindinger skal indstilles for største sikkerhed. COVID-19 og forholdsregler er, hvad det drejer sig om. Med afsæt i konkrete tiltag samt ikke mindst i de danske og lokale sundhedsmyndigheders hjemmesider må du vurdere, hvor stor du synes, sikkerhedsrisikoen er.

Forudsætningen er naturligvis, at det overhovedet er muligt at rejse.

Mundbinds-krav i kø og liften, ingen stående servering på restauranter og barer, afspritning af udlejningsudstyr og liftkabiner m.m. er nogle af de COVID-19-forholdsregler mere eller mindre alle skisportsdestinationerne op til sæsonen har taget.

Skiløb er jo en udendørsaktivitet, hvor der under skiløbet normalt er god plads mellem os. Derudover er vi jo i forvejen godt pakket ind med handsker, hjelm og måske googles, der slutter tæt og ikke lader noget af den øverste del af dit ansigt være frit. Med en halsedisse eller hjelmhue – der begge også fås som godkendte mundbind – op foran mund og næse vil hele ansigtet være dækket. Umiddelbart er det derfor næppe på pisten, vi skal være mest nervøse for at blive smittet.

Undersøgelser peger på, at helt op mod 70 procent af smitten i Danmark i starten af coronakrisen kan stamme fra skisportsområdet Ischgl. Samtidig kan det konstateres, at 42,2 % af indbyggerne i Ischgl kan have været smittet, da de har antistoffer (kilder hhv: DR og Universität Innsbruck). Ischgl er derfor godt at bruge som eksempel på, hvilke forholdsregler skibyerne konkret har gjort.

Tyrol, som er den delstat Ischgl ligger i, har udarbejdet sundheds- og sikkerhedsforanstaltninger med mål om, at gæster, ansatte og lokalbefolkningen kan føle sig sikre kommende sæson. Ischgls COVID-19-foranstaltninger med særlige retningslinjer for sundhed og hygiejne er udarbejdet i samråd med eksperter og liftselskaberne i Paznaun-dalen og Samnaun, der som nok bekendt er den schweiziske by, du kan løbe til.

Løbende test af medarbejdere og gæster

I den kommende vintersæson skal alle ansatte fremvise en negativ COVID-19-test eller blive testet på stedet inden sæsonstart. Der vil løbende være test for at beskytte både gæster og medarbejdere, for en test er hurtigt (for) gammel. Også gæster skal medbringe en negativ coronatest, der ikke er ældre end 72 timer ved indtjekning på hotel. Gæster i lejlighed skal ikke fremvise negativ test.

Du kan blive testet i byen

“Hvis du ikke kan fremvise en test, er der en frivillig testmulighed i det lokale screeningscenter,” forklarer turistkontorets bestyrelsesformand Alexander von der Thannen. Hvad det koster melder historien ikke noget om.

Ved tjek-in i hotellerne vil gæsterne få målt temperaturen, og alle bliver bedt om at besvare og underskrive et kort spørgeskema. En sporings-app a la den danske vil hjælpe med at opspore, hvem der har været i kontakt med hvem i tilfælde af smitte.

Spildevandanalyser skal registrere sygdomsbilledet

“Med hensyn til forebyggelse, arbejder Paznaun (redaktionen: dalen Ischgl ligger i) aktivt med spildevandskontrol, et initiativ fra Tyrol i samarbejde med Universitetet i Innsbruck,” fortæller borgmester Werner Kurz.

Spildevandsanalyser kan afsløre, om antallet af smittede med COVID-19 i et område stiger eller falder, viser analyser fra (danske) DTU, og det forventes, at regelmæssig inspektion af spildevandet kan fange tegn på smitte tidligt og med høj nøjagtighed. Sammen med kollegaer fra hele verden har forskere fra DTU Fødevareinstituttet for længst bevist, at analyser af spildevand har stor værdi som redskab til at overvåge sygdomme. Spildevand kan nemlig bl.a. afsløre, hvor mange sygdomsfremkaldende mikroorganismer folk i et indsamlingsområde bærer på. Det er den samme tilgang, Ischgl nu tager.

Grænseoverskridende sikkerhed og forholdsregler hos lifterne

“Også i skiområdet er det en af vores største opgaver at tilbyde den bedst mulige sikkerhed gennem sundheds- og hygiejneforanstaltninger. Foranstaltningerne er i overensstemmelse med de nuværende officielle regler, men i mange tilfælde går de langt ud over disse minimumskrav”, forklarer Günther Zangerl, som er bestyrelsesmedlem i liftselskabet Silvrettaseilbahn AG.

Helt konkret betyder det, at alle kabinelifte vil blive desinficeret mange gange dagligt ved hjælp af koldtågeudstyr, som fjerner 99,99 % af vira, bakterier og sporer i kabinerne. Den samme metode anvendes også dagligt i skibusserne, i sportsforretninger, skidepoter, toiletfaciliteter, elevatorer og førstehjælpsstationer. Den helt store prøve bliver liftkøen og antallet af personer i hver kabine. I en stolelift sidder man jo side om side og kigger lige frem. Det er ude, og i en alt andet lige betragtning, så må det være mere risikofyldt at tage toget eller bussen til og fra arbejde. Hvordan, det i praksis kommer til at foregå, vil vise sig. Angiveligt så det er muligt at holde afstand. Det kan blive et M E G E T stort venteområde!

Hver dag måles temperaturen på alle medarbejdere inden, de begynder at arbejde. Derudover skal alle ansatte fremvise en negativ coronatest før ansættelse. Medarbejdere med kundekontakt har mulighed for regelmæssige tests, og alle ansatte med kundekontakt bærer mundbind.

Foranstaltninger for skiløbere

Skiløberne skal bære mundbind, når de bruger områdets forskellige lifte. Liftselskabet Silvrettaseilbahn AG har efter eget udsagn købt 600.000 filtrerende tørklæder, som vi får udleveret, når vi køber liftkort. Mundbind er også obligatorisk på særligt følsomme eller specielt markerede områder. Køområderne ved fx lifterne organiseres, så det angiveligt er muligt at holde afstand, og tætstående grupper kan undgås.

“For at sikre overholdelse af sikkerhedsafstande vil vi om nødvendigt også begrænse adgangen til vores restauranter på bjerget, som i øjeblikket gennemgår tilpasninger for at opfylde de nødvendige hygiejneforanstaltninger”, Markus Walser, bestyrelsesmedlem i Silvrettaseilbahn AG. Udelukkende siddende bespisning er implicit.

Meget begrænset og anderledes afterski

Du kan godt forvente stærkt begrænset afterski. Der vil være nye lovkrav, der begrænser afterski væsentligt. Afterski vil slet og ret ikke eksistere i sin tidligere form denne vinter. Du må fx ikke stå op og drikke. Alt skal foregå siddende. Med andre ord skal du tage på ski, for at løbe på ski. Ikke for at feste – indtil videre i hvert fald ikke denne sæson.

Bortset fra officielle krav til den kommende sæson, så lover Ischgl, at der bliver truffet beslutninger om langsigtede kvalitetsforbedringer – deres eget ord – på dette område. Altså afterski og festkulturen. Hvad det konkret bliver lover jeg – journalist på denne artikel – at følge op på. Betydeligt alkoholindtag og selv det korteste skiløb har aldrig i min optik været foreneligt.

At der kommer restriktioner på barer – særligt i terrænet – ser jeg som et positivt tegn. Jeg håber, at alle skidestinationer benytter COVID-19-krisen til selvransagelse, og at alkohol i rå mængder udskænket fra barer i terrænet er en saga blot. Men det er en anden historie. Hvis skiområderne holder, hvad de lover i forhold til at gøre 2021-sæson coronasikker, så lover jeg, at jeg venter lidt – bare lidt – med at kommentere partyturismen.

Må 2021 blive en sikker skisæson. Snesikker, COVID-19-sikker og uden ulykker.

Big Business

Det er det børsnoterede selskab Silvrettaseilbahn AG, der driver hele Ischgl-skiområde. Der er 239 km pister, som præpareres. Antallet af lifte, som opereres, er 45 kabinelifter samt diverse stole- og træklifter, og de transporterer en normal sæson 17 millioner skiløber fra bund til top. Selskabet har cirka 500 ansatte.

Silvrettaseilbahn AG har en årlig omsætning på 70 millioner euro (en halv milliard danske kroner), investeringer for 600 millioner euro (4,5 milliarder danske kroner) at forrente og har aldrig præsteret et underskud. Skiindustrien er Big Business.

På deres hjemmeside siger selskabet selv, citat: “Derfor er Silvrettabseilbahn AG ikke kun den grundlæggende søjle for turismen ved Paznaun, men også en central økonomisk faktor for hele regionen.”

Så sandt som det er sagt! Der skal en stærk hånd til at lukke (tidligt) ned for en sæson.

Back To Top