Hvad bestemmer farven på en piste?
Det er hældningen, der bestemmer, hvilken farven pisten har. Men der er ikke regler for om, der er den gennemsnitlige eller det stejleste sted på pisten, der tæller. Bredden af pisten og generelle forhold om sværhedsgraden kan også bevirke, at området markerer pisten anderledes end det faktiske fald i grader. Med andre ord er farveangivelsen blot retningsgivende. Du kan derfor opleve, at en rød piste i et området i en anden destination måske ville have været markeret grøn eller sort.
Du kan – med holdningen om at farven skal vise, om du tør / kan løbe på en piste – argumentere for, at det skal være det stejleste stykke og den sværeste passage, der skal afgøre farven. Men sådan er det altså ikke altid.
Det kan være prestigefyldt med x antal sorte pister, ligesom områderne kan have interesse i at vise variation på pistekortet fx for at synliggøre familievenlighed med både lette og svære pister. Les 2 Alpes i Frankrig er et meget godt eksempel på, at området gerne vil vise, at alle kan komme retur til byen på ski, og derfor er det hele ikke sort (på nær en lang, markeret grøn transportvej på tværs). Men mange vil nok opleve de nederste pister som sorte – underforstået svære pister.
Blå, grøn, rød og sort er så indarbejdet, at det næppe lige lader sig ændre. Men det være fint, hvis farveangivelsen af pistens sværhedsgrad ikke var subjektiv med baggrund i fald målt i grader men i stedet i procent, sådan som det ses på landevejene. I Østrig findes ikke grønne pister. Østrig har slået grøn og blå sammen.
Når du ankommer til Alpe d’Huez i bil (eller på cykel) skal du op gennem 21 hårnålesving fordelt over 14 km. Den gennemsnitlige stigningsprocent er 8, men mellem hvert hårnålesving svinger stigningsprocenten mellem 6 og 11 procent. Det står fint angivet på vejskilte hele vejen op. Måske inspiration til at gøre det samme på skipisterne.